GrønlandskDanskEnglish

Mål & Strategier

MIPI - Videnscenter om Børn & Unge

Hans Egedesvej 3
Postboks 1290
3900 Nuuk

Mail: mipi@nanoq.gl
Tlf.: +299 34 69 40


Retningslinier 2007-2010

Vedtaget på ekstraordinært bestyrelsesmøde den 11. juni 2008.

Retningslinier for MIPI omfatter følgende dokumenter:

1. Rammerne for MIPIs virksomhed

2. Målsætninger

3. Strategi for MIPI

4. MIPIs udvikling på længere sigt

Rammerne for MIPIs virksomhed

MIPIs arbejdsområde er viden om børn og unge i Grønland. Fokus for arbejdet er børn og unges vilkår og arbejdet med børn og unge. Mulige emner kan f.eks. omhandle familiemæssige, sociale, sundheds-, skole- eller boligmæssige forhold.

Arbejdsområdet omfatter:

- at skabe viden

- at formidle viden

- at indsamle og systematisere eksisterende viden

MIPIs virksomhed er baseret på den nugældende Landstingslov nr. 26 af 18. december 2003 om Videnscenter om Børn og Unge. Heraf fremgår det at MIPI ledes af en bestyrelse med ansvar for MIPIs virksomhed. Derudover er MIPI administrativt tilknyttet Departementet for Familie og Sundhed i Grønlands Hjemmestyre.

MIPIs bestyrelse består af syv personer. De er udpeget af Landsstyret efter indstillinger fra Landsbiblioteket, Ilisimatusarfik, KANUKOKA, Grønlands Statistik samt de landsstyremedlemmer som har daginstitutioner og folkeskolen samt social- og sundhedsområdet under deres ansvarsområde. Den nuværende bestyrelse er udpeget for perioden 2007-2010.

MIPIs drift og administration finansieres af bevillinger fra Finansloven. MIPI kan derudover søge midler fra private organisationer eller offentlige myndigheder samt drive virksomhed, der medfører indtægter.

MIPI er aktuelt normeret til to fuldtidsstillinger og der er dertil ansat en studentermedarbejder. Derudover tilknyttes forskere, konsulenter m.v. løbende til løsning af konkrete opgaver.

Målsætninger

MIPI skaber, formidler og indsamler viden, der bidrager til, at arbejdet med børn og unge i Grønland i stigende grad bliver vidensbaseret.

MIPI er kendt for at være fremsynet, politisk uafhængig og for at sikre børne- og ungeperspektivet.

Strategi for MIPI

Strategien for MIPIs virksomhed omhandler tre delmål;

- skabe viden

- formidle viden

- indsamle og systematisere eksisterende viden

Skabe viden

MIPI skaber ny viden selvstændigt eller i relevante partnerskaber om børn og unges vilkår. MIPI sikrer at der produceres viden med fokus på børne- og ungeområdet.

Formidle viden

MIPI sikrer børne- og ungeperspektivet i samfundsdebatten. MIPI formidler til følgende målgrupper:

- personer, der arbejder med børn og unge i praksis

- politikere og offentligheden

- forskere og studerende

Indsamle og systematisere eksisterende viden

MIPI indsamler materiale om børn og unge i Grønland, det øvrige Arktis samt Vestnorden.

MIPI indsamler både publicerede materialer og materialer der ikke er offentliggjorte. Det kan eksempelvis dreje sig om opgørelser af henvendelser til offentlige instanser, projektbeskrivelser, evalueringer, rapporter og årsberetninger.

Landsbiblioteket er ansvarligt for MIPIs bibliotekssystem. MIPI finder det vigtigt at de indsamlede materialer gøres let tilgængelige på hjemmesiden således at materialerne findes som filer

Forudsætninger for arbejdet

Et lovmæssigt, administrativt og bevillingsmæssigt grundlag som bevarer og sikrer MIPIs uafhængighed.

En stillingsnormering med en daglig leder og mindst en medarbejder i fuldtidsstilling og et antal studentermedarbejdere efter behov.

Et samarbejde mellem MIPIs bestyrelse, MIPIs daglige ledelse, styrelsen og departementet baseret på gensidigt respekt, anerkendelse og værdsættelse af de respektive institutioners specifikke ansvarsområder og disses indre sammenhæng.

MIPIs medarbejdere skal deltage i relevante sammenhænge på børne- og ungeområdet lokalt, nationalt og internationalt. MIPIs vidensbase skal udvikles gennem networking og formaliseret samarbejde med nationale og internationale aktører på børne- og ungeområdet.

Retningslinier for MIPIs udvikling på længere sigt

· Den organisatoriske udvikling af MIPI, samt det lovmæssige og administrative grundlag, skal udvikles, så MIPIs uafhængighed bevares og sikres.

· MIPI skal søge at indgå i samarbejde med andre instanser i Grønland, der arbejder med vidensindsamling og – formidling samt skabelse af viden. Samarbejdet kan både være af opgavemæssig og organisatorisk art under forudsætning af, at fokus på børn og unge bliver fastholdt. Her tænkes især på muligheder for at indgå i samarbejde vedrørende Ilimmarfik.

· MIPI skal i stadig højere grad kunne understøtte og udføre forskningsbaserede udredninger og evalueringer samt indgå i samarbejde om forskning.

· MIPI skal i højere grad kunne rådgive om børne- og unge-området samt indgå i metodeudvikling.

MIPI fastholder den ressortmæssige tilknytning til familie- og socialområdet.


Til top

Sidst opdateret : 19.01.2016

Issortarfimmut 1A, Postboks 1290, 3900 Nuuk
Tlf: +299 34 69 40 E-mail: mio@mio.gl